Det står klart, efter at Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EU-Kommissionen her til morgen nåede til enighed om det nye plastikdirektiv.
Parterne er blandt andet blevet enige om at forbyde en række engangsplastikprodukter, heriblandt vatpinde, ballonpinde, engangsservice og sugerør, fra år 2021 for at begrænse plastikforureningen i naturen.
Ifølge EU-Kommissionen udgør den slags engangsplastik omkring 70 procent af al det affald, der bliver fundet på de europæiske strande. Det kan både være skadeligt for dyr og mennesker, og det er samtidig dyrt at rydde op.
Derfor vil man nu forsøge at begrænse det i Europa, og forbuddet vil ifølge EU-beregninger medføre, at mængden af plastikaffaldsgenstande på europæiske strande bliver reduceret med 17 procent.
Kamp mod cigaretfiltre
Et andet sted, man fra EU’s side har valgt at sætte ind, er i forhold til plastikflasker.
Her har man besluttet, at mindst 75 procent af alle flasker, der er lavet af plast, i 2025 skal genbruges. Den andel skal stige til 90 procent i 2029, og derudover skal alle nye flasker bestå af mindst 30 procent genbrugsplast i 2030.
Ved siden af det, skal alle plastiklåg på flasker og kartoner fremover sidde fast, så de ikke ender i naturen.
Dertil har man besluttet at indføre et såkaldt ’forureneren betaler’-princip fra år 2025, som betyder, at blandt andre tobaksproducenter fremover skal betale for oprydningen af cigaretfiltre. Ifølge EU-Kommissionen er det den næstmest udbredte type skrald på de europæiske strande.
Kilde: dr.dk
Følg os på de sociale medier